Jeg går lige på og hårdt i den artikel her – Vi skal nemlig se nærmere på det at “Acceptere sine smerter” så fint og flot som det ellers kan lyde.

Og jaaaa… Jeg ved godt at den sætning kan få det hvide i dine øjne til nærmest at poppe ud af hovedet på dig, for blot at kunne skinne smukkere end en eksotisk perle fra havets dyb.

MEN!

.

Accept har fået et dårligt ry

Selvom jeg godt ved at sætningen “Du skal lære at acceptere dine smerter” kan være noget af det mest frustrerende at høre (endda mere end at have hældt sur mælk på de sidste chokopops fra pakken, som du LIGE skulle til at nyde), så er der alligevel noget om snakken.

Grunden til det ofte går galt er fordi følgende scenarie udspiller sig:

  • Sundhedsprofessionel: “Godt Ulla, det første du skal lære, det er at acceptere dine smerter
  • Ulla: “Jamen jeg har ikke lyst til at have de her smerter!
  • Sundhedsprofessionel: “Nej, det ved jeg, men nu har du dem, så nu skal du lære at leve med dem
  • Ulla tænker for sig selv: “Jeg vil hellere have hjælp til at få dem til at gå væk! – Hvis jeg skal til at acceptere at smerterne er der for evigt, så kan jeg lige så godt bare give op nu, for det magter jeg ikke at tænke på

Det Ulla hører, det er nemlig “Du kan lige så godt give op nu, det bliver ikke anderledes” og det Ulla tænker om dét, det er “Jeg vil ikke acceptere de her smerter – Jeg vil kæmpe for at få mit gamle liv tilbage!

Og det der så kommer til at ske, der er at Ulla og den sundhedsprofessionelle kan risikere at de begge bliver voldsomt frustrerede.

Den sundhedsprofessionelle, fordi Ulla “ikke vil lytte” eller bliver “en besværlig klient” og Ulla bliver frustreret fordi hun ikke føler sig mødt og forstået og slet ikke kan se meningen med galskaben.

Men lad os lige være helt ærlige et øjeblik:

Vi er alle sammen for-programmerede fra naturens side til at vide, at smerte er en ubehagelig følelse, som vi gerne vil af med.

Og med dette i baghovedet, så er det altså ikke så mærkeligt at det at “Acceptere sine smerter” eller “Lære at leve med sine smerter” bogstaveligt talt går mod vores natur.

Vores hjerne tænker med det samme “ØHH NEJ TAK, ELLERS TAK!” og så bliver de skrigrøde boksehandsker ellers solidt placeret på begge hænder i de næste mange år.

Men det ender (ofte) med at den eneste der bliver bokset gul og blå – Det er DIG.

Jeg ved ikke om du kan genkende det jeg lige har skrevet fra dig selv og dit eget liv.

Jeg vil dog gætte på du kan.

Og hør…

Jeg kan ikke bestemme for dig, hvornår boksehandskerne de skal ligges tilbage ind i skabet, så dine svedige håndflader kan komme ud i den friske luft og se dagens lys igen.

Jeg ved, at det er en proces vi alle skal igennem og jeg ved at vi bliver nødt til at gå vejen i hvert vores tempo.

Det, der er med det hele dog – Det er at vejen til accept ikke behøves at føles som en gennemhullet grusvej med vejbomber i siderne og en hær med spyd og brynjer, der går bag dig og tvinger dig frem.

Vejen føles kun sådan, fordi det ikke er en vej du har lyst til at gå på – Fordi det føles som om, at for enden er vejen er noget endnu mere ubehageligt, som du slet, slet ikke har lyst til at nå hen til.

Men måske kan jeg vise dig en anden vej.

En vej til accept igennem skovbrynet med en lun efterårsbrise, der tager dig i hånden hen til den lysning, som du længes efter at ligge dig ned i og slappe af på.

Den vej findes nemlig også.

.

Del og gør accept lettere

Accept af smerterne behøves ikke være svære end nødvendigt

Du kan dele denne artikel på Facebook, hvis du kender en anden der også kæmper med accepten af sine smerter. Accept kan være svært, men det behøves ikke være sådan.
Del og gør accept lettere

.

Hvad er accept

Hvad accept af smerterne i virkeligheden betyder

Det at acceptere dine smerter, betyder ikke at du skal give op og ligge dig i foster stilling og bare tage imod alle de slag som livet nu en gang kan give dig.

Accept af dine smerter, betyder ikke at du acceptere at tingene aldrig bliver anderledes – Faktisk er det lige tvært imod.

Accept af smerterne betyder nærmere at du beslutter dig for at stoppe kampen, træde ud af ringen og gå uden for og nyde solskinnet.

At smerterne ikke længere skal være din modstander – At det er okay at se på smerterne som en medspiller, der er med på holdet uanset hvad og for at vinde kampen, så skal alle spille pænt sammen.

(Okay! Jeg kan godt se, at jeg snart må stoppe med alle de sports-metaforer!)

Lad os tage det kort og yderst præcist.

Accept af dine smerter betyder:

  • At du lærer at leve igen 
  • At du kan fortælle om dine behov og dit helbred så du kan have det så godt som muligt – OG få den hjælp og støtte du har brug for fra dine nærmeste og de folk du møder i sundhedssystemet
  • At du lærer dine begrænsninger at kende og lære at håndtere din skyldfølelse når du skal sige “nej”
  • At du kan kigge på din diagnose/r og se det som noget du har, og ikke som noget du er
  • At kigge på dine mål og drømme som ægtefælle, forældre, ven, arbejder osv. og finder ud af hvordan du når disse mål med smerterne som en medspiller på sidelinjen

Jeg ved godt, at det ikke er lette ting at bede dig om.

Men jeg ved, at du har fortjent at leve det bedste liv som du kan leve.

Jeg ved også at et liv, levet som én stor kamp ikke er dig værdigt.

Du fortjener mere.

Du fortjener at lære at leve igen!

Du kan tage den lange hullede grusvej derhen – Men du kan også vælge skovstien.

Tænk på hvilke muligheder, der vil åbne sig for dig når du igen kan leve, fortælle om dine behov, kender dine begrænsninger og du kan sige nej uden dårlig samvittighed, at du ved at du er SÅ MEGET MERE end bare din diagnose/r og du ved hvordan du skal nå dine mål og drømme.

Jeg er helt sikker på at det her, dét vil dine hjerne gerne sige “JA TAK! HURTIGST MULIGT” til.

Underskrift Line Christensen Medeno

Har du også en lille nørd gemt i dig?

Så tag et kig på min Vidensbase hvor jeg har linket til de videnskabelige artikler, der ligger bag indholdet her på siden. Jeg har desuden også linket til en masse andet godt, lige fra podcasts, videoer og bøger både inden for smertevidenskaben og mere bredt omkring os som hele mennesker.