Gå til forsiden » Almidelige misforståelser om smerteforståelse som behandling af kroniske smerter

Lad os få stillet din nysgerrighed!

Artiklen du skal til at læse, er skrevet af (mig)
Line Christensen; Fysioterapeut & Smertespecialist

Hvis du klør dig i nakkehårene når jeg fortæller dig, at du kan behandle dine kroniske smerter med VIDEN – så er du langt fra den eneste.

(Og tro mig, jeg har fået riiiigtig mange forskellige reaktioner i tidens løb, som regel altid startet med skepsis, forundring, afvisning eller hvis jeg er heldig; nysgerrighed – Fælles for alle reaktionerne er dog, at de altid ender i lettelse, glæde og nogle kick-ass forandringer med hævede øjenbryn og noget ala: “Det var lige godt satans, dét havde jeg aldrig troet at jeg kunne gøre igen!”)

Men sandheden er at smerteforståelse / viden, er et super effektivt behandlings redskab (og jep, det er videnskabeligt bevist).

Ofte følger der (desværre!) en masse misforståelser med, når det kommer til at bruge viden og smerteforståelse, som behandling og det er bare så super ærgerligt!

For det betyder at ALT for mange takker “nej” til noget, som har potentialet til at ændre deres smerter, deres hverdag og i sidste ende deres liv.

Så i den her artikel får vi sammen punkteret en god håndfyld misforståelser om smerteforståelse som behandling af kroniske smerter.

Min artikel her, er inspireret af den her artikel: Fifteen Years of Explaining Pain: The Past, Present, and Future (2015) – Af Lorimer Moseley og David Butler. Så hvis du er til videnskabelige studier (det her er et af de mere letlæselige), kan du finde mere her.

Misforståelserne vi skal have set på er:

>> Misforståelse #1: Smerteforståelse handler om at lære folk at håndtere deres smerter

>> Misforståelse #2: Smerteforståelse handler om at berolige folk med at den smerte de mærker, slet ikke er der i virkeligheden

>> Misforståelse #3: Smerteforståelse ignorerer alt hvad der sker i kroppen og fokuserer kun på det psykologiske eller det der sker i hjernen

>> Misforståelse #4: Smerteforståelse handler om at fortælle folk, at de skal bevæge sig også selvom de har smerter

>> Misforståelse #5: Smerteforståelse kan kun bruges til kroniske smerter og ikke til akutte smerter

Så lad os da bare hoppe direkte ud i det!

(Du kan jo altid scrolle ned til en specifik misforståelse, hvis jeg lige rammer plet med en af dem)

Hvornår kan noget kaldes for “smertebehandling”?

Ordet “Behandling” betyder sådan overordnet set (og løst fortalt) at det der gøres, forventes

1) at ændre tilstanden

2) at bibeholde nuværende tilstand

3) at forebygge yderligere forringelser af tilstanden

.

Og når det kommer til smerter, er “Behandling” i langt de flestes øjne ting såsom:

  • Operationer
  • Piller & sprøjer (medicin)
  • Manuel behandling (altså hvor du ligger på en briks og bliver bakset rundt med af en behandler)
  • Træning eller øvelser
  • Og der er flere, men listen skal ikke fylde hele siden her

.

“Lillesøsteren”, der altid følger lige i hælene er “Håndtering” eller “Håndteringsstrategier”.

(Så med den lille sammenligning må “Behandling” være storebroren) Håndtering er ting som

Håndtering er typisk ting såsom:

1) Mestringsstrategier (f.eks. lære at håndtere følelser)

2) Prioriteringer (f.eks. lære at tilpasse aktiviteter efter energiniveau)

3) Specifikke vaner og rutiner (f.eks. altid lave 15minutters afslapning hver morgen, middag og aften)

.

Og her bliver viden og smerteforståelse ofte puttet ind under.

Altså… Hvis det ikke helt er glemt eller gemt væk.

Men viden og smerteforståelse hører til ved storebroren.

Faktisk er viden nok i virkeligheden (hvis vi skal blive i min lille sammenligning her):

THE BIG BROTHER OF THEM ALL

For ikke nok med at smerteforståelse giver de fedeste behandlingseffekter, såsom:

1) Færre smerter

2) Mere aktivitet

3) Færre bekymringer

4) Øget livskvalitet

5) Bedre søvn

6) Større chance for at vende tilbage til arbejdet fuld tid

7) Færre smerte-relaterede udgifter

(Og jep, det hele er videnskabeligt bevist – Tag et kig over på min Referenceside med kilder, hvis du bliver nysgerrig her bagefter)

Så har det også den kick-ass-super-smarte-superpower at kunne hjælpe dig med at lave lige præcis dén sammensætning af andre behandlinger (i tillæg til din viden), som virker bedst og mest effektivt for lige præcis dig.

Og jeg plejer at sige:

Du kan ikke ændre noget, du ikke forstår. Så hvis du ikke forstår dine smerter, hvordan skal du så kunne ændre dem?

Viden om dine smerter (smerteforståelse) ER behandling af dine smerter – Og faktisk en af de mest effektive du kan komme i nærheden af og så er viden helt uden bivirkninger og ingen kan tage viden fra dig, når du først har fået det.

Så lad os få ryddet et par misforståelser om smertebehandling af vejen.

Her kommer den første:

Misforståelse #1: Smerteforståelse handler om at lære folk at håndtere deres smerter

Smerteforståelse handler kort sagt om at lære folk om biologiske processer, som ligger bag smerterne.

Det er altså noget helt andet end håndteringsstrategier.

Det kan ret hurtigt blive langhåret – Så lad mig lige forklare det med en lille sammenligning med en gyserfilm i stedet for.

Du kan se på det sådan her:

.

*Scenarie #1*

Kvinde fra gyserfilm

Du sidder og ser en gyserfilm hjemme i stuen, en mørk og stormfuld aften, helt alene.

Måske er du ikke typen, der normalt ser gyserfilm – Men den her er du tvunget til at se, om du kan lide det eller ej.

Og du er fuldstændig opslugt af filmen.

Din krop kan ikke beslutte sig for om den helst vil pakke sig så langt ned i sofahynderne, så du nærmest smelter væk med tæppet over dig eller om du skal sidde helt fremme med øjnene helt udspilet for at sikre at du får det hele med.

Og du mærker ALLE følelserne (indsæt dem selv her: _________________)

.

*Scenarie #2*

Kvinde i sofaDu sidder og ser en gyserfilm hjemme i stuen, en mørk og stormfuld aften… Med en kæmpe gyser-films-nørd, som elsker at fortælle om aaalt i filmen undervejs.

Allerede her, behøver jeg vist ikke at udpensle, hvordan sådan et sideløbende kommentarspor fra en lige ved siden af, tager alt det farlige og skræmmende ud af filmen.

Du får alt at vide, lige fra hvordan filmen ændre dit stemningsleje med forskellig underlægningsmusik og lyde. Hvordan de forskellige effekter af blod, slim og “knæk-lyde” er lavet med kunstigt blod og optagelser af selleri, der bliver brækket over og hvordan en historie bliver opbygget for at hive dig så dybt ind som overhovedet muligt.

Du er nu ikke længere skræmt af filmen, men mere fascineret i stedet for.

Og ikke mindst:

Så slipper du for alle mareridtene bagefter.

.

Pointen:

At lære om smertevidenskab handler altså om at lære “film-teknikken” bag og det vil ændre dit syn på selve smerten eller “filmen”.

At lære håndteringsstrategier, minder mere om at lære at blive ved med at trække vejret i scenarie #1, hvor du mærker alle følelserne, som filmen får op i dig.

Håndteringsstrategier er også super vigtige!

Og jeg underviser selv i en stor håndfuld håndteringsstrategier i mine Individuelle Online Smerteforløb og mine Online Kurser, men den “rene smerteforståelse” handler ikke om håndtering, men udelukkende om at du kommer til at forstå hvad der sker i din krop når du har ondt.

(Ps. Når du forstår hvad der sker i din krop, når du har ondt, så slipper du også for alle mareridtene! 🙌)

Misforståelse #2: Smerteforståelse handler om at berolige folk med at den smerte de mærker, slet ikke er der virkeligheden

Al smerte du mærker er der virkeligheden.

Der findes ikke “uvirkelige smerter”, og det er noget rod at den misforståelse har fået lov til at slå rod.

Smerter er smerter. Punktum.

Du kan læse min artikel med samme navn, her er et link, hvis du vil have et konrekt eksempel på hvorfor smerter aldrig kan “forestilles” eller “bildes ind” eller noget i den dur.

Psssst…! Der er også et fint lille eksempel, som du kan bruge, hvis nogen påstår at dine smerter ikke er der i virkeligheden.

Misforståelse #3: Smerteforståelse ignorerer alt hvad der sker i kroppen og fokuserer kun på det psykologiske eller det der sker i hjernen

Nope. Faktisk tværtimod. Bio-Psyko-Sociale faktorer grafik

Moderne smerteforståelse og undervisning i smerteteori, indeholder en 360-graders-hele-vejen-rundt beskrivelse af smerter og smertemekanismer. (se hvad de førende hoveder inden for smertevidenskaben siger om det i artiklen her)

Den bio-psyko-sociale model er omdrejningspunktet, hvor smerterne bliver set på både fra det biologiske aspekt, det psykologiske aspekt og det sociale aspekt.

De biologiske faktorer (og forståelsen af dem), er en stor del af smerteforståelsen som samlet enhed, som f.eks. at forstå smertemekanismerne bag en skade og hvordan tingene ændre sig i kroppen, når smerterne går fra at være akutte til at være kroniske (og meget mere).

Kun at fokusere på det psykologiske eller på det der sker i hjernen, det er som at påstå at salt er det eneste krydderi i verden, der kan og må bruges.

Ikke nok med at du så skal spise kedelig mad, med alt for få muligheder og variationer, så er det også direkte forkert og den overbevisning, giver et skævt syn på hvad der egentlig er muligt at kreere.

Misforståelse #4 Smerteforståelse handler om at fortælle folk, at de skal bevæge sig også selvom de har smerter

Smerteforståelse handler om at lære folk om, at smerterne kan være overbeskyttende og derfor ikke altid altid er lig med skade.

Det handler om at lære smerterne at kende, så mere bevægelse bliver muligt – Også uden at forværre smerterne.

Det er ligesom med gyserfilmen;

Når du forstår dine smerter, så kan du også se på dem på en ny (og måske mindre skræmmende og farlig) måde – Og det giver dig nogle helt nye muligheder og sætter gang i en positiv spiral.

Det er oplagt at lægge nogle gode håndteringsstrategier efter smerteforståelsen, i forhold til bevægelse.

En fantatisk strategi jeg selv bruger og underviser i hele tiden er pacing – Og det kan du læse mere om i artiklen her.

Misforståelse #5: Smerteforståelse kan kun bruges til kroniske smerter og ikke til akutte smerter

Smerter er smerter.

Uanset om det gælder akutte eller kroniske smerter.

Og smerteforståelse kan give nogle vilde aha-oplevelser, både til folk med akutte smerter, såvel som folk med kroniske smerter.

Personligt taler jeg sjældent med folk med akutte smerter (altså ud over dem som lige tilfældigvis slår sin lilletå på sofabenet mens jeg er i nærheden), mit speciale er hos folk med kroniske smerter.

Så jeg bruger ikke selv smerteforståelse som behandling af akutte smerter, men det er der mange andre der gør.

Smerteforståelse bliver mere og mere udbredt i sportens verden – Især hos eliteudøvere og deres trænere.

Men igen, mit speciale er i kroniske smerter, så det er her mit nørderi er stærkest.

Lad os få rundet misforståelserne af med en hurtig opsummering

  • Smerteforståelse er behandling af dine smerter – Og har potentialet til at ændre dine smerter markant!

  • Smerteforståelse handler om at forstå smertemekanismer og alle de forskellige aspekter af smerterne, altså både de biologiske, psykologiske og sociale knapper, som smerterne kan trykke på
  • Så kom i gang med at samle viden om dine smerter! Viden er uden bivirkninger, har tonsvis af fordele og kan forbedre de effekter du får ud af dine andre behandlinger, så jo mere du forstår om dine smerter, jo bedre er du stillet

Underskrift Line Christensen Medeno

Har du også en lille nørd gemt i dig?

Uglen Kilde - Kildereferencer

Så tag et kig på siden Referencer. Der finder du links til de videnskabelige artikler, der ligger bag indholdet her på siden.
Du kan også finde links til masse andet godt fra smertevidenskabens verden.

Vil du vide mere? 

Værsgo’: Herunder får du de 3 nyeste artikler

OS oversigt - Bryd dit smertemønster

Bryd dit smerte-mønster

3 TRIN SOM GIVER DIG KONTROLLEN
OVER DINE SMERTER TILBAGE

Bryd dit smertemønster

3 TRIN SOM GIVER DIG KONTROLLEN
OVER DINE SMERTER TILBAGE

Et 7 ugers selvkørende online kursus

Et forløb til dig med kroniske smerter som vil være i stand til at ændre din hverdag ved at lære mere om dig selv og de vaner (gode som dårlige) som du har fået i forbindelse med dine smerter. 

Niveau: Alle

Din investering: DKK 575,-

Fortæl mig mere om Bryd dit smertemønster nu