(Bonusinfo: Jep – Det er mit tekrus du ser på billedet her. Tak til min lillesøster for at minde mig om at smile – Bare fordi jeg kan. Det kan jeg så give videre til dig nu :)) 

Jeg er så imponeret over de fremskridt – Lad os kalde hende Louise – gjorde i dag til en af vores samtaler.

(Obs. Alle navne er fiktive, men historierne er virkelige)

Louise besluttede sig for at hendes livskvalitet var vigtigere end at prøve at halse igennem livet med foden alt for hårdt plantet på speederen og at hun gerne ville lave nogle ændringer for sin egen skyld, i stedet for fordi nogle “kloge hoveder engang havde sagt at det var smart”.

Her får du lige lidt ganske kort info om Louise, så du ved lidt om hvad hun går og bakser med:

Louise er født med en sygdom, som gør at hendes knogler brækker uden den store belastning. Jeg tør slet ikke skrive her, hvor mange brud hun har haft overalt i kroppen op igennem sit liv – For det er rigtig, rigtig mange.

Louise har igennem hele sit arbejdsliv arbejdet inden for plejesektoren, og vi ved alle at denne sektor ikke er kendt for at være en skånsom sektor at arbejde inden for.

Derudover har Louise altid været i stand til at køre på med 130km/t og hun har altid været i stand til at sige “Ja” til alting, også når der lige kom nogle ekstra arbejdsopgaver, der liiiige skulle laves.

Men Louise har nu for nogle år tilbage rundet de 50 år, og hendes krop kan ikke blive ved med at køre på med 130km/t og hvad vigtigere er, så kan hun ikke blive ved med at sige “Ja” til alting.

Men det er først nu at hendes hoved er ved at acceptere og følge med i denne udvikling, en udvikling som hendes krop har kendt til i mange år efterhånden.

I vores samtale i dag, talte vi om mange forskellige ting, men det Louise kom frem til med sin livskvalitet, dét er hvad jeg gerne vil dele med dig i dag.

 

At gå fra 130km/t til 90km/t

Louise har gjort et kæmpe stykke arbejde med sig selv, for at forstå og acceptere at hun må sætte farten ned fra 130km/t til 90km/t.

Et stort stykke af dette arbejde havde Louise gjort allerede inden hun mødte mig – Hun er nemlig en ret sej kvinde, der absolut ikke er tabt bag en vogn.

For Louise er 90km/t den nye fartgrænse og det er den maksimale hastighed, der må køres på den vej som hun befinder sig på. Dette ved hun allerede godt.

Men fordi Louise har kørt 130km/t så længe, så føler hun nu at hun heeeele tiden skal holde de 90km/t kørende – Altså køre præcist så stærkt som det overhovedet kan lade sig gøre uden at få “en regning”, for hvis hun skal være helt ærlig (her er hendes ord): “Så vil hun jo ikke være doven” eller “Have at andre tror at hun er doven“.

Problemet er bare…

At fordi Louise altid kører LIGE på fartgrænsen, så har hun heller ikke nogen “buffer” at give af.

Der er absolut ingen plads til at trykke mere på speederen, uden at skulle overtræde hendes krops kapacitet på nuværende tidspunkt.

Så når hun skal mere end den almindelige daglige tummerum, som f.eks. når hendes voksne børn kommer på besøg. Ja, så har hun kun én mulighed for at kunne klare dette og det er at køre 110km/t, altså mere end hun må – Og for at undgå “regningen”, så må hun tage smertestillende piller – Piller som hun i øvrigt overhovedet ikke bryder sig om at tage.

Det er så fantastisk for en som mig at høre, at Louise har været i stand til at skrue ned på 90km/t – Dét er virkelig flot arbejde af hende.

Det næste der skal ske og den aha-oplevelse som hun fik i dag, det kan du se på tegningen her under:

(Og ja, jeg ved at mine tegne-evner på en tavle har massere af plads til forbedring, men min pointe gik igennem ved Louise, så jeg er glad)

Fra 130km i timen til 70km i timen

 

Tidligere var Louise vant til at køre 130km/t – Nu har hun været i stand til at sætte farten ned til 90km/t og dette er hendes maksimale hastighed.

Nu bliver hendes næste opgave at lære at sætte hastigheden ned til 70-80km/t, for på den måde at skabe en “buffer” for sig selv, til de ting der kommer uforudset eller som noget “ekstra” i hverdagen.

Problemet med at køre på sit maksimale hele tiden, det er jo at der ikke er mere at give af – I hvert fald ikke noget, der ikke giver en form for regning og i Louises tilfælde er dette piller og dage med ekstra smerter.

Jovist har hun formået at skrue ned til 110km/t når hun skal noget ekstra – Men 110km/t er stadig for meget for hende.

Vi fik en lang snak om hvad det ville betyde for hende at prøve at “køre 70-80km/t” i det daglige i stedet for at køre på grænsen hele tiden og Louise nævner med det samme og helt spontant at dét vil give hende livskvaliteten tilbage. Som Louise sagde “Så kan jeg være sammen med mine børn, uden at skulle tage smertestillende piller”. 

Det er ikke let at skrue ned for sit aktivitetsniveau – Især ikke hvis man ikke har fået en klar forståelse af hvorfor man gør det.

Men Louise ved nu, at grunden til at hun skal skrue lidt mere ned i sin hverdag absolut ikke handler om at hun er doven (for hun er langtfra doven!), det handler om hendes livskvalitet. Det handler om at gøre hendes næste 5-10-15-30 år lykkelige og fyldt med livskvalitet.

Med det for øje, så havde Louise slet ikke svært ved at finde på gode eksempler på hvordan hun kunne skrue ned – Med god samvittighed vel at mærke!

 

Måske du kan genkende dig selv i Louises historie?

Måske du også kører på “lige til grænsen” hver eneste dag og glemmer at give dig selv en buffer til de dage hvor der sker lidt ekstra eller noget uforudset.

Jeg ved i hvert fald med sikkerhed at Louise langtfra er den første (eller bliver den sidste), som jeg kærligt vil minde om, at det at skrue ned i hverdagen absolut ikke handler om dovenskab – Det handler om at leve livet bedst muligt.

Og jeg håber at Louises aha-oplevelse også kan gøre gavn for dig.

 

Underskrift Line Christensen Medeno Online Smerteskole