Jeg vil helst holde mig i konstant bevægelse – Og nej, jeg mener ikke at jeg ikke kan sidde stille på en stol eller at jeg altid er i gang med et trænings-program.

Det jeg mener, det er:

Jeg vil helst holde mit hoved, min viden og mine redskaber til at hjælpe dig i bevægelse og i konstant udvikling.

For mig at se, så nytter det ikke noget at tage en uddannelse, læne sig tilbage og 30 år senere kigge tilbage og tænkte at det man lærte dengang sikkert stadig er “godt nok”.

Jeg har et konstant (og næsten umætteligt) behov for at udvikle mig fagligt og personligt, så jeg er bedst muligt rustet til at hjælpe folk som dig, folk der lever med daglige smerter og som fortjener en bedre hverdag.

 

Min næste uddannelses-rejse

Jeg har derfor besluttet mig (endelig) at komme i gang med en uddannelse, som jeg har haft mit øje på i mange år efterhånden.

Nemlig en uddannelse til:

Neuro-Hypnoterapeut og NLP practitioner. 

Og inden du står helt af, så betyder det blot at jeg i løbet af det næste år er på en uddannelse, der lærer mig hvordan jeg bruger hypnose i en terapeutisk sammenhæng til at hjælpe folk med at skabe de forandringer de ønsker.

Og ja – Du har gættet helt rigtigt!

Jeg kommer til at bruge denne viden til at hjælpe folk med smerter.

Så du kommer ikke til at se hypnose til rygestop, hypnose til vægttab eller hypnose til at elske edderkopper og andet kravl (yikes!) – Du kommer i hvert fald ikke til at se de ting fra mig (selvom det selvfølgelig bliver en del af min uddannelse).

Men det bedste af det hele:

I hvert fald for mig – Det er at denne behandlingsform, altså hypnoterapien til smerter, rent faktisk er evidensbaseret og der bliver på nuværende tidspunkt forsket mere og mere intenst i hvordan hypnoterapien kan bruges så effektivt som muligt og hvor stor effekt man kan forvente sig.

Så selv hvis du sidder og tænker at hypnose er alt for meget ovre i den “alternative verden”, til at være noget for dig, så giv mig lidt tid og du vil få evidensen præsenteret her på Medeno.

For ja, evidens er vigtigt for mig (kig evt. over på min Vidensbase) og jeg indrømmer at jeg ikke selv er tilhænger af de mere alternative “grene” af hypnoterapien. Så jeg kommer til at holde mig inden for mit eget felt og jeg er helt, helt sikker på at der er mange andre dygtige hypnoterapeuter til at tage sig af alt det, som jeg ikke kommer til at beskæftige mig med.

 

De første spæde skridt

Jeg er lige akkurat startet i april 2019 og uddannelsen kommer til at vare frem til marts 2020. I hvert fald grunduddannelsen, som tager 1 år at udføre.

Og selvom du måske er ligeglad – Så har jeg alligevel lyst til at fortælle dig, at jeg er kommet på hold med nogle af de mest fantastiske mennesker. Faktisk tror jeg at toppen af fantastiske mennesker, der bor i Danmark, er blevet puttet ned i lige præcis mit hold, for at hjælpe mig med at få den bedst mulige uddannelse og oplevelse som overhovedet muligt.

Selve uddannelsen kommer til at bestå af 6 moduler, selvstudier, klientbehandlinger med supervision, øveaftner, træningsdage og ikke mindst egenterapi (hele 24 timer af det i løbet af det næste år). Alt sammen for at højne vores (nye) faglige niveau så meget som muligt.

Og for det ikke skal være løgn, så har jeg også stadig mit fuldtidsarbejde i Frederikshavn ved siden af, så det bliver et spændende år med en propfuld kalender.

 

Du skal også have noget nyttig viden

Jeg kan allerede nu fortælle, at nogle af mine indlæg og artikler i løbet af det næste års tid kommer til at indebære viden og ressourcer knyttet til hypnosen og det at bruge hypnose som et terapeutisk redskab.

For selvom der går noget tid inden jeg selv kan behandle, så skal det ikke stoppe mig fra at fylde dit hoved (samtidig med mit eget), med en masse brugbar viden.

 

Jeg glæder mig SÅ meget til det næste års tid – Og jeg er så glad for at have dig med også!

Underskrift Line Christensen Medeno Online Smerteskole